Gammelt herretøjsfirma taber halvdelen af overskuddet
Overskuddet i det gamle, danske tøjfirma Kaufmann, der står bag kæderne Kaufmann, Quint og Axel, har taget et markant dyk fra 13 millioner til 5,4 millioner kroner.
Læs også: Søskendepar bag Aarhus-tøjbrand åbner butik i København
Det fortæller Finans.
Firmaet, der er familieejet, og som stammer tilbage fra 1908, har ellers oplevet en lille stigning i omsætningen på tre procent til 524 millioner kroner - men det har altså ikke givet resultater i form af overskud.
Årsagen skal findes i øgede omkostninger, fortæller ledelsen i virksomheden, der driver 17 Kaufmann-butikker, 23 Quint-butikker og to Axel-butikker, og som beskæftiger i alt 289 medarbejdere.
Ledelsen fortæller i sin beretning, at den ikke forventer, at forbrugsmønstrene vil ændre sig, og at man derfor foreløbigt kun forudser en beskeden vækst.